Play Mind Enjoy

Hvorfor er følelser farlige?

Jeg er 28 år gammel. Jeg har siden jeg overhovedet kunne arbejde, arbejdet med mennesker i en eller anden grad – fordi jeg synes mennesker er fascinerende. Faktisk synes jeg at alle former for liv er fascinerende og værd at give opmærksomhed – men jeg har altså kun arbejdet med mennesker.

Jeg har babysittet, været tjener, sosuhjælper – og assistent og nu underviser jeg yoga. Jeg har mødt mange, været tæt på mange og forholdt mig til mange.

Mange har skulle forholde sig til mig – både professionelt og privat.

Min erfaring efter alle de møder med alle de mennesker er at: Vi er rigtig skide bange for følelser.

Selvfølgelig ikke glæde – den kan man som regel godt forholde sig til, men når vi ramler ind i følelser som sorg eller vrede – så bliver rigtig mange mennesker ubekvemme.

Jeg har oplevet professionelle mennesker – fagfolk – som må trække sig, fordi de ikke kan forholde sig til én der oplever vrede og giver udtryk for det. Eller sorg.

Den måde jeg oftest oplever mange giver udtryk for følelser på er ved at trække sig, ved at brokke sig – gerne noget lidt tvetydigt og småmumlende – eller når det har hobet sig enormt gevaldigt op til en byld af frustration, sorg og hvad der ellers kan samles af pus, som pludselig brister voldsomt.

Jeg oplever, at mange jeg har arbejdet med – både kolleger, ledere og dem det egentlig har handlet om – de syge, de udsatte, de ældre eller hvem det nu har handlet om- har lavet alverdens krumspring for at undvige følelser. Især hvis det handler om at blive ked af det. Så hellere starte en massiv konflikt, så vi kan blive vrede – det er nemmere. Jeg oplever det også nu i forbindelse med yogaundervisning.

Jeg har også oplevet adskillige venskaber og parforhold, hvor det samme har været tilfældet.

For nylig græd jeg overfor min chef. Fordi jeg der var en følelse af afmagt og frustration i mig – og det kom ud gennem mine øjne.

Jeg græder også overfor min kæreste, min familie og venner hvis jeg oplever en følelse af sorg eller frustration.

Hvis jeg oplever en følelse af vrede eller afmagt – så kan jeg godt finde på at hæve stemmen.

Fordi jeg er et menneske – jeg har følelser – og det skammer jeg mig ikke over. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at lægge skjul på dem – udover, at jeg kan se det gør dig ubekvem. Selvom de jo slet ikke er dine – og derfor ikke handler om dig.

Der sker ofte det – når det sker at mine følelser bliver udtrykt med andet end rationelle forklaringer og argumenter, at folk tror, det er meget slemt. Så må jeg jo virkelig være ved at falde sammen.

Hvis jeg synes du er sjov, så griner jeg – og det synes du er dejligt – men hvis jeg græder eller viser at jeg oplever en følelse af vred – så bliver du ubekvem – måske bliver du endda selv vred eller ked af det.

Jeg er ikke psykolog . jeg har ikke forsket noget som helst – så jeg ved faktisk reelt ikke om det her blot er min oplevelse af verden – men jeg oplever virkelig, at vi er bange for følelser, der er andet end glæde.

Og det synes jeg faktisk er lidt mærkeligt.

Vi oplever jo alle sammen de følelser… 

 

Slap nu af…

Der er noget der fylder i min tankevirksomhed.

Der er faktisk en hel del – der trænger gevaldigt til en oprydning, men særligt én ting er tilbagevendende.

Det handler om det jeg oplever på yogamåtten, i yogacenteret, i yogasalen… Som elev og underviser.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det med få ord, men jeg oplever lidt at yoga er blevet noget der skal præsteres.

Jeg oplever, at mange gerne vil definere hvad er rigtig, forkert, godt og dårligt.

F.eks. om det var en god underviser. Hvor god er lærerens stemme. Hvor gode er lærerens instruktioner. Hvor pæn er han eller hun. Hvor “god” er han eller hun til yoga. Hvor god er lærerens energi…. osv.

Eller at mange vil definere at denne type yoga er rigtig – og den her forkert. Eller den her type motion er rigtig- og den her forkert. Om det var varmt eller koldt nok. Hårdt eller let nok. Fint eller flot nok.

Eller et andet eksempel – i forhold til en selv – (generelt noget jeg ser, hører, oplever RIGTIG meget) – hvor god er min egen præstation. Er jeg god til det. Hvordan ser jeg ud (særligt når der er spejle… Så er det dæleme udfordrende at få kontakt som underviser – eller få folk til at lukke øjnene). Hvor dybt kommer jeg i den her stilling…. Kan han virkelig komme dybere end mig!?!?! osv.

Jeg oplever at mange får meget stramme hønserumpemunde, hvis det er svært at holde balancen – hvilket næppe gør det nemmere.

Jeg oplever at nogle nærmest holder op med at trække vejret for at holde eller gå dybere i en stilling – hvilket sandsynligvis heller ikke gør projektet lettere.

Jeg oplever folk får øjne som tekopper og det ser ud som om at alle muskler i ansigtet (og sindet) arbejder på højtryk.

Men hvad er nu yoga handler om? Yoga betyder forbindelse – og jeg oplever alt det her som afstandstagen.

Forhåbentlig er det hverken hvor dybt du går i yogastilling, hvor flot du ser ud mens du gør det eller størrelsen på dine lår der definerer dig som menneske.

Men hvad du er for andre, styrken af din karakter og hvordan du bærer dig selv som menneske.

Jeg tror, at hvis alle i verden – også verdens ledere – havde bare 10 gram mere selvironi og gav sig selv lov til at grine lidt mere hver dag – så ville vi være tættere på fred i verden.

OG jo! Der er altid noget at grine af! Selv i de mørkeste og sørgeligste tider, er der noget at grine af.

Jeg har set børn i Afrika, uden forældre, uden penge, uden hjem der kunne grine så mit hjerte sprang et slag over i ren begejstring. Der skulle ikke engang noget særligt til.

Jeg har set børn i Indien, som manglede ben, arme, fingre eller havde misdannelser – ingen familie, intet de kunne kalde deres eget. Ikke engang det tøj de havde på kroppen – De kunne grine! De kunne lege og vise omsorg og kærlighed. Der skulle heller ikke alverden til.

Jeg har arbejdet med misbrugere, psykisk syge, hjerneskadede, ensomme og meget kræftsyge mennesker – og alle deres pårørende – og selv i deres mørkeste tider, med deres ubegribeligt svære problemer, kunne de grine.

Man kan altid grine. Hvis man vil.

Så jeg fyldes med undren – hvorfor har vi – som har SÅ meget, så svært ved det?

Slap nu af. Det er bare yoga. Vi er bare mennesker.

 

Et år

Jeg elsker december.

Dels på grund af julen som – for mig – mest af alt handler om at der er en anledning til at samles og tænke på andre, søge at gøre andre glade.

Ikke fordi jeg mener man kun bør gøre det i juletiden – absolut ikke – men det er som om, at vi alle i juletiden er enige om at være glade og komme hinanden ved. Om ikke andet prøve.

For nogle er julen mere noget der skal overstås – enten fordi man føler sig så frygtelig ensom i den tid, mindes en kær man har mistet eller fordi man anser sin familie for at være en “traumerede” (et ord jeg har stjålet fra en bekendt).

Men både det at samles med familie, venner og at året er ved være slut, giver anledning til reflektion.

Når jeg tænker tilbage på 2016 bliver jeg overvældet – der er sket vildt meget i løbet af det år, både i verden og i mit lille liv.

D. 19. december 2015 blev jeg færdig med min første yogalærer-uddannelse.

Nu har jeg 4 overbygningsuddannelser og en del kurser.

2016 var året hvor jeg sprang ud i det angstprovokerende liv som selvstændig – jeg lever nu af at undervise yoga.

2016 var året hvor jeg underviste mine første “yogaferier” – en på Mallorca, en på Langeland – begge dele meget lærerige. Jeg er sikker på at den i 2017 på Røsnæs Naturskole bliver ligeså lærerig.

2016 var året, hvor jeg opdagede akro- og partneryoga og blev forelsket.

2016 var året hvor jeg forelskede mig i min kæreste og vi flyttede sammen.

2016 var året hvor jeg var i Indien, Mallorca, London og Budapest.

2016 var året hvor mit ego blev sat godt og grundigt på plads, da jeg ikke kom ind på nogle af de uddannelser jeg havde søgt ind på (som ikke havde noget med yoga at gøre).

2016 var året hvor jeg har fået den vigtigste gave af alle – nye venskaber. Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker der i løbet af 2016 er kommet ind i mit liv. Selvfølgelig er jeg også taknemmelig for dem der var før – skal lige siges, selvom det nok giver sig selv.

2016 var året, hvor jeg forstod, at jeg aldrig – ALDRIG – bliver færdig med at lære. Det, at undervise er i høj grad en uddannelse i sig selv.

2016 var året hvor jeg sagde pænt farvel – måske på gensyn til Doyoga – tak for alt!!

Nu sidder jeg og tænker på alt det. Alle de blomster jeg har høstet frøene af i 2016. Og hvilke frø der skal plantes i 2017 – og hvilke der skal efterlades.

Et frø jeg helt sikkert vil tage med mig, er det der symboliserer alle de mennesker jeg er så heldig at have i mit liv. Et frø jeg vil efterlade er egotrippet – noget jeg oplever man godt kan blive forfalden til i vores selfietid – ikke kun jeg, derfor skriver jeg “man”.

Jeg vil så selvironi, efterlade selvhøjtidelighed. Jeg tror, at hvis alle verdens “ledere” havde mere selvironi, ville der måske være fred i verden.

Jeg vil så integritet, efterlade misforstået godhed og ideen om, at jeg tror jeg ved, hvad der foregår i hovedet på andre.

Jeg vil så min faste yogapraksis, efterlade effektivitet – for hvad skal man bruge det til, hvis man ikke har det godt. 

Jeg vil så accept, efterlade præstationangst.

Jeg vil så ærlighed, efterlade ideen om at skulle passe til et bestemt image som “yogalærer” eller noget som helst andet.

Og sådan kan jeg blive ved, hvis jeg tænker længe nok. Det er min ynglingsting at “meditere” på, i øjeblikket (apropos at være yogaagtig).

Jeg håber, at 2017 vil byde på ligeså mange lærerige oplevelser, som 2016.

Det jeg ved nu er at 2017 i hvert fald byder på en weekend til Stockholm, hvor en veninde og jeg skal gennemnørde yoga til Yogagames.

Jeg ved at jeg sammen med den samme veninde skal undervise en Yogaweekend på Røsnæs.

Jeg ved, at jeg skal tage en 200 timers Yin yoga uddannelse og endnu en overbygningsuddannelse.

Jeg er glad for, at jeg ikke ved mere.

Jeg glæder mig til at springe ud i 2017 uden faldskærm.

Godt nytår! 

Skam

imageJeg arbejder med at undervise yoga.

Det er også min hobby, min hovedinteresse, min livsstil.

Når jeg træder ind i en yogasal og er “læreren”, har de mennesker jeg skal undervise en forventning. Ikke bare omkring, hvad de skal udsættes for i løbet af klassen, men også omkring min person.

Jeg har oplevet folk der gisper forbløffet når jeg siger jeg glæder mig til en stor dejlig dampende kop kaffe.

Jeg har vækket dyb forargelse, når jeg ytrer at jeg faktisk godt kan finde på at ryge en cigaret.

Men det småting. For der er også min egen forventning til at være en “rigtig” yogi. Jeg kan blive ramt af dyb og inderlig skam over, at jeg ikke lever op til at være en rigtig yogi – som man læser om i bøgerne eller som der er beskrevet så vældig grundigt på Yogajournal.com.

Jeg er ikke hellig eller ophøjet. Jeg er ikke oplyst – min aura er sikkert lortebrun, for jeg ved intet om den slags.

Af og til føler jeg mig “uberettiget” til at undervise yoga – for jeg tænker at jeg ikke ved nok. At jeg ikke “er” nok “yoga”. Jeg bliver usikker og føler mig utilstrækkelig.

Andre gange smører jeg mit enorme velplejede ego ind i, at der er nogle der får en fed oplevelse ud af at komme på min klasse. Eller at det i en eller anden grad hjælper dem. (egotrip stemmer ikke rigtig overens med filosofien bag yoga, hvis du er i tvivl).

For al min ulykke kan jo kureres med meditation, yogapraksis, vegetarisk sund mad og en masse vand.

Ikke blot min ulykke – men verdens ulyksalighed.

Det tror jeg faktisk på. Men det tager dæleme lang tid – der er mange trin opad den trappe og man skal træde på hver eneste af dem.

Grunden til at jeg skriver det her er, at jeg ved, at jeg ikke er den eneste som har det på denne måde.

Jeg ved at rigtig mange i yogamiljøet skammer sig over ikke at være yogaagtige nok. Nogle dømmer endda andre for ikke at være yogaagtige nok.

Jeg har ikke en løsning. Jeg kan ikke komme med nogle vise ord som kan fjerne skammen – jeg har ikke en yogastilling der er god for det.

Og på en måde er jeg faktisk lidt glad for min skam. For skammen er med til at holde mig til ilden og med til at få mig til at reflektere over mine handlinger – eller mangel på samme.

Men jeg synes faktisk, at der er noget vi skal snakke om.

Jeg er ved at være ret mæt af forstillelse og påtagethed – så lad os sammen bære skammen udenpå tøjet og tale om den.

Yogaoplevelse i London

img_1111Efter en lille ferie i London sidder jeg her i mit lille hjem på Amager og tænker tilbage på en herlig tur med en masse oplevelser.

Jeg har været så heldig at møde en masse nye, søde og spændende mennesker, opleve (lidt af) London og selvfølgelig skulle jeg også lige til yoga mens jeg var der.

Jeg havde booket plads på en yogaklasse hjemmefra på Triyoga (du kan tjekke hjemmesiden ud gennem linket :klik her

Det er et ret hipt yogacenter der ligger flere steder i London – jeg tog til den der ligger i Camden.

img_1127Camden er et perfekt sted at have et urbant yogacenter –

På samme gade som yogacenteret ligger der en vegansk/vegetarisk restaurant, hvilket der gør flere steder i området.

Lige om hjørnet ligger Camden Market, som er et kæmpe marked med alt fra gammelt mærkeligt hurlumhej, kunst i variabel kvalitet, finurlige dimsedutter til lækre, fine smykke, taske eller tøjforretninger.

I selve yogacenteret er der selvfølgelig også mulighed for at købe yogatøj, bøger, olier og alt muligt – mere eller mindre relateret til yoga.

Der er også en fin lille cafe, hvor vi fik en Matcha Latte efter klassen – hvilket var en fornøjelse for smagsløgene (det bliver ikke mere hipster- yogi – agtigt).

Det var nogle lækre og voluminøse omgivelser, med masser af smukt træ.

img_1126Dog synes jeg det er lidt ærgerligt, at de plastrer det hele til med “reklamer” for events…

Jeg ved godt, at de skal leve af det og markedsfører, det er også en business – bla bla bla… men jeg synes det er lidt trist, når det så tydeligt bliver en pengemaskine.

Selve yogatimen var en Jivamukti klasse, undervist af en kvinde jeg desværre ikke kan huske hvad hedder – men hun var en smadder kyndig og modig guide. Hun brugte noget ret funky musik og kastede os ud nogle meget intense øvelser – med det var skide fedt!

Jivamukti Yoga er en yoga metode der blev skabt i 1984 af amerikanerne Sharon Gannon og David Life og er én ud af de ni anerkendte stilarter indenfor Hatha Yoga. Navnet Jivamukti udspringer fra Sanskrit ordet Jivanmukta og betyder “Frigjort Sjæl“.

Jeg havde aldrig prøvet jivamukti før – men som med alt andet yoga, var jeg vild med det – og jeg vil helt klart komme tilbage til det center en anden gang eller anbefale det til andre – selvom jeg synes de godt kunne skrue lidt ned for reklameræset….

Udover yogaen hyggede min kære og jeg os med familie og venner – og det er jo skønt, uanset hvor man er i verden.

img_1128img_1124

Menstruationskop

Apropos det tidligere indlæg om “at være kvinde”, kommer her en hyldest til menstruationskoppen!

img_0996

For blot nogle måneder siden var jeg meget skeptisk overfor konceptet. Jeg tænkte faktisk lidt, at det var lige lovlig hippie-agtigt – selv for mig.

Menstruationskoppen er simpelthen en lidt gummidims som man bruger i stedet for tampon eller bind. Der, hvor jeg blev skeptisk er, at den skal genbruges – dvs. at når man “skifter” (nærmere tømmer) den skal den faktisk bare skylles, måske vaskes med intimsæbe og så tilbage igen.

Det skal man da også lige vende sig til, må jeg blankt erkende, men jeg har aldrig nogensinde oplevet et så “sikkert” og så bekvemt hygiejneprodukt som det her.

Den fungerer nærmest som et vakuum, når man har først den op, så ryger den ingen steder – og intet kommer ved siden af (det jeg i hvert fald endnu ikke oplevet). Derudover er der ingen snor der dalre rundt, ej heller et bind som er irriterende og krasser og giver fornemmelsen af, at man har en anderøv (Ja, sådan har jeg det altså)…

Jeg har kunne løbe turer, praktisere ret intens hård yoga og i det hele taget leve, uden nogen som helst gener i forbindelse med koppen.

Der er mange gode argumenter for at bruge den fremfor bind eller tamponer – for det første er det LANGT mere miljøvenligt – du skal ikke smide alt det plastisk og vat ud længere og den kan bruges ret lang tid (man koger den når man er “færdig” med sin periode og lægger den i en lille fin stofpose, som følger med).

Derudover er det ret økonomisk – den koster 139 kr. – og en pakke tamponer koster mellem 25-45 kr, bind koster ca. i samme retning – så der skal ikke mange “perioder” til at det er tjent ind.

Så du sparer penge, er god ved miljøet og du fylder ikke din krop med alverdens finurlige stoffer som der kan være i diverse hygiejneprodukter. Desuden får du ikke den der “udtørrende” fornemmelse som du kan få af tamponer eller bind.

Jeg er i hvert fald begejstret – det er fremtiden!

Måske har du nogle erfaringer?

At være kvinde

Åh, det er længe, længe siden jeg har skrevet et indlæg – men det er ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte. Tværtimod.

Men denne stille mandag morgen, har jeg tid og ro til at få noget af det skrevet.

Igår afsluttede jeg en Gravidyogalærer-overbygningsuddannelse. Da jeg startede ville jeg egentlig bare have nogle værktøjer til at kunne hjælpe de gravide der droppede ind i mine klasser hist og her.

Men hold da op. Jeg har fået meget mere.

Allerede i første modul af uddannelsen åbnede der sig en ny verden. Jeg havde aldrig drømt om, at tage en pude på maven kunne være så åbenbarende.

Siden da, har der været mange processer igang i mit lille sind.

En ting er, at jeg har fået et andet syn på det at være “yogalærer” – og særligt at undervise gravide. Før oplevede jeg, at det var en niche med mange begrænsninger – meget der skulle tages hensyn til.

Nu oplever jeg det som fyldt med muligheder og som rigtig skide vigtigt!

At gro et andet menneske er den vildeste transformation, et menneske kan komme igennem. Det er det vildeste ansvar – men man er samtidig uden kontrol på så mange måder.

Hvis det ikke er angstprovokerende i en maskuliniseret verden, hvor styring, kontrol, deadlines og procedurer anses for at være vejen frem – så ved jeg ikke, hvad der er angstprovokerende.

Pludselig har jeg fundet en helt anden side af min kvindelighed. Jeg har opdaget nye sider af det at være kvinde generelt – og det at være kvinder sammen.

Jeg har gået og været lidt skabsfeminist siden jeg kan huske. I perioder har det faktisk ikke været særlig meget i skabet – det har været aldeles udtalt.

Men selv feminismen er i høj grad maskuliniseret – oplever jeg nu. Jeg oplever, at mange sider af feminismen handler om at nedgøre mænd eller at “kvinder kan ligeså godt være maskuline”. Vi kan også have styring, kontrol og gå i jakkesæt.

Ja…

Men vi kan så meget mere.

I følgelig hinduismen er det feminine – livet selv.

Shakti -Sanskrit “guddommelig kraft”, “energi”. I hinduisme sat i sammenhæng med den kvindelige dynamiske energi, der står i modsætning til den mandlige passive energi. Shakti er personificeret i alle gudinder, der anses som den udadfarende både destruktive og skabende kraft.

shakti2Jeg kunne skrive et helt indlæg blot om de feminine guder i hinduismen – og som en god historie eller nærmere metafor for, hvor vildt det egentlig er at være kvinde, synes jeg det fungerer fantastisk.

For god ordens skyld – dette indlæg handler ikke om at nedgøre det maskuline – absolut ikke. Dog synes jeg det er på sin plads, at hylde det feminine.

Jeg har i gennem denne uddannelse brugt meget tid med kvinder. Vi har siddet i cirkel, vi har nørdet, været faglige og saglige, vi har delt, vi har grint og vi har grædt.

Det lyder måske hippie-agtigt – men det synes jeg faktisk heller ikke man skal være så bange for.

Jeg tror faktisk at verden trænger til noget mere hippie-agtigt. Noget mere fred, fællesskab og kærlighed, mindre business, ego og stræben.

Så udover at få en masse værktøjer til at hjælpe gravide med at lave yoga, har jeg fået indsigt i hele graviditeten, i at være kvinde og jeg har redefineret mit syn på at være yogalærer – særligt mig selv som underviser i yoga (men det er et andet indlæg). Jeg har fået sat skub i en helt personlig udvikling, en rejse – som jeg tror bliver udfordrende og spændende.

Udover det har jeg fået en masse gode veninder – helt særlige kvinder på hver sin måde. Alle med deres egen indre “Shakti”. Ligesom alle andre kvinder. De her kvinder er bare noget særligt for mig.

Helt ærligt – lad os sætte os mere i cirkler og være noget for hinanden.

14976732_10154577999251166_4060268613839234656_o15069064_10154578016066166_3664648474752567397_o

Yogaweekend på Røsnæs

yogaweekend_marts_2017_nyYogaweekend på Røsnæs Naturskole d. 24-26 marts 2017

På bedste højskolemanér vil vi gå foråret i møde og invitere dig til en weekend fyldt med yoga, leg, nærvær og god gammeldags hygge.

Vi går på opdagelse i indadvendt såvel som udadvendt yogapraksis, i det spirituelle og filosofiske sammen med det jordnære og fysiske, i stilhed og larm, i bevægelse og ro.

Mellem undervisningerne er der mulighed for at gå på opdagelse i Røsnæs’ skønne natur.

I løbet af dagene vil du møde indadvendte blide morgenklasser, midt på dagen mere aktive udadvente workshop/fordybelse’s klasser og aftenerne vil rundes af med af vende opmærksomheden ind i en omsluttende aften praksis.

Naturskolen er simpel og fantastisk hyggelig, området er overdådigt, frodigt og dyrerigt.img_0937 img_0962

Værelserne er sparsomme og skal deles, men vi skal ikke bruge dem til andet end at sove og genoplade. Dette er en weekend, hvor vi skal være sammen i fællesskab, og når tiden er til at trække sig tilbage inviterer vi til at trække i gummistøvlerne og komme ud og mærke vinden, lytte til dyrene og opleve den magiske natur.

For 3500 kr. får du en seng at sove i, serveret vegetarisk mad – 3 måltider om dagen, lidt snacks samt kaffe og te, skøn natur og en hulens masse yoga, forhåbentlig skønne samtaler og en weekend der inviterer til at give slip og tage imod.

For at være sikret en plads så skriv en mail til eawederkinch@gmail.com og indbetal 500 kr depositum til (som bliver modregnet når du betaler det fulde beløb):

Regnr: 6506

Kontonr: 3061374905

Vi glæder os virkelig meget til at dele denne oplevelse sammen!

Fia Frydenlund – Underviser på Hélt og Nalini Yoga og jegimg_2602

image

Alt muligt nyt og vildt og spændende

Der sker temmelig meget i mit lille liv føler.

Fede ting. Vilde ting. Spændende ting.

Peter er flyttet ind – og vi er ved at renovere min lejlighed sammen.

Det, i sig selv, føles ret stort og vildt – og lidt overvældende. Lige nu er alle møblerne inde i stuen (i min lille bitte 2-værelses), så vi kan renovere soveværelset. Det vil sige at pladsen er trang og lejligheden er kaos. Derudover skal vi (og jeg gætter på det er ret almindeligt når man flytter sammen) lige finde ud af hinandens døgnrytme, rutiner osv. Det har betydet, at der ikke har været helt lige så meget plads og tid til min egen hjemmepraksis og meditation – og det påvirker mig lidt. Der er naturligvis læring i det – og det er faktisk fedt at mærke, at det har en enorm effekt at gøre det – det bliver så tydeligt, når man ikke gør det.

Men langt størstedelen af tiden er det smadder rart og hyggeligt, trods kaos, og Lucy – min kat – nyder at der er et ekstra set kælehænder.image image

 

 

 

 

 

 

Udover det, er min “arbejdstid” hold Nalini forøget temmelig meget, hvilket er ret fedt. Min kære chef kaster mig ud i nye spændende udfordringer ganske ofte – og selvom det kan være ret grænseoverskridende (f.eks. kastede han mig i at undervise en klasse, hvor den der skulle have undervist desværre havde set forkert i sit skema og derfor ikke dukkede op – så 5 min efter klassen skulle være startet, kom jeg – helt blank – ind i lokalet). Jeg kan mærke det er SÅ sundt for mig – og det har lært mig værdien af at kunne give slip i planen, som jeg ellers har været – og stadigvæk er – ret afhængig af.

Men den oplevelse har betydet, at jeg nu øver mig i at undervise uden at forberede mig så meget. Dels fordi det giver frihed til at undervise på intuition og dels fordi der er en enorm frihed i, at vide, at jeg ikke nødvendigvis “svigter” nogen, ved ikke at have planlagt alt til mindste detalje.

Jeg kan stadig lide at planlægge og forberede mig. Men måden jeg gør det på, har ændret sig meget radikalt, meget pludseligt – og det er fedt.

image

Udover det er jeg ved at tage en overbygningsuddannelse i både mindfulness og gravidyoga – og begge dele rører ved mig på en meget intens måde. Særligt gravidyogaen sætter nogle store følelser og tanker i gang. I Fredags var jeg til foredrag med Anna Verwaal – hvis du ikke kender hende, så prøv at finde hende på Google eller youtube. Hun holder foredrag om det at “lave et nyt menneske” og hvilke mønstre, traumer og helbred udvikler sig alt efter hvordan man bliver undfanget, hvordan mor har det under graviditet og hvordan fødslen er. Jeg havde aldrig drømt om at det ville påvirke mig så meget, som det gør at få viden om det.

Jeg har i mange år haft en fysisk lyst til at få børn – men jeg ville ikke have børn.

Jeg ville ikke have børn, fordi jeg ikke føler mig kompetent til at varetage opgaven. Jeg er bange for, at alt mit bøvl – alle mine uforløste traumer osv. ville påvirker det barn. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne passe på det barn – beskytte det, uden det ville blive ulideligt og forkælet eller frygtsom eller alt muligt andet. Jeg er bange for at faren og jeg ville glide væk fra hinanden. Jeg er bange for, at faren ville forlade mit barn. Det kan jeg ikke kontrollere.

Jeg er bange for, at jeg ville kvæle det i kærlighed. Jeg er bange for, ikke at kunne give det nok. Derfor ville jeg ikke have børn. Jeg er bange for det – jeg har altid været bange for det – men hele min krop vil noget andet.

Jeg får tårer i øjnene af at skrive det. Af at tænke på det.

Jeg græd til workshoppen, jeg græd da jeg kom hjem, jeg græd da jeg var ude at løbe med min veninde i morges.

Måske vil tiden heale den frygt. Måske er den der, fordi det ikke er meningen jeg skal have børn. Det må tiden vise.

Udover alt dette – er der nyt yoga på vej –

Der er en ny workshop på vej, som jeg glæder mig til at undervise – mindfulness og bevægelse D. 22 okt.

Jeg er ved at planlægge et forløb – Jeg skal bare finde det helt rigtige lokale først. Det kommer til at være 10 gange med (forhåbentlig) 10-12 mennesker, hvor vi skal lave alt mulig yoga – gerne legeyoga, som dem der har oplevet mit Playfull Yogahold hos DoYoga har oplevet. Er du interesseret eller har ideer – så skriv endelig.

Og sidst – men absolut ikke mindst – er jeg i gang med at planlægge et nyt retreat sammen med min kollega – og jeg vil faktisk kalde hende en veninde, selvom vi ikke har kendt hinanden længe – Fia Frydenlund. Det er spændende og inspirerede at arbejde sammen med hende!

Tak fordi du tog dig tid til at læse det hele. Du må meget gerne dele dine tanker i kommentarfeltet.

Det første hjemmelavede retreat er slut

imageLige nu sidder jeg med min kæreste i sofaen – han laver lektier med katten i skødet og te i hånden – mens jeg tænker på den indsigtsgivende, lærerige og intense weekend jeg har tilbragt sammen med 17 (på hver sin helt egen måde) herlige mennesker.

Der har været en hulens masse tanker omkring denne weekend både før, under og nu.

Det var første gang jeg skulle lave et yogaretreat herhjemme – hvor jeg selv havde ansvar for alt. Kost, logi og yoga. Derfor ville jeg også holde prisen ret langt nede.

Jeg havde lejet et sommerhus – ringet og forhørt mig om det, fået plantegninger og billeder – og det så fint ud. Det lød fint. Der forsikrede mig om forholdene og at det ville passe til formålet.

Da jeg kom til huset fredag eftermiddag, gjorde jeg mig to vigtige erfaringer:

1) Billeder illustrerer ikke nødvendigvis virkeligheden ærligt.

2) Lej lokale, hus eller hvad det bliver en anden gang mindst en dag i forvejen så der er tid til overraskelser.

Jeg havde lyst til at skrive til alle deltagerne, at projektet var afblæst og en dertil hørende stor undskyldning omkring at jeg havde taget deres tid og penge.

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Hvad kan man forvente til den pris, tænkte jeg…

De fleste af deltagerne tog også i mod udfordringen med let ironisk distance i forhold til den slidte og lidt bastante form for indretning. Nogle kunne ikke abstrahere fra det.

Men udover at rammen ikke levede op til forventningen – så var det også en lærerig oplevelse for mig som underviser – og jeg fik så mange små fine, fede, flotte øjeblikke, hvor jeg følte, at der ikke var noget der gav mere mening end lige præcis det nu. Jeg har lært så meget af de 16 deltagere og vigtigst af alt – så har jeg nydt at være sammen med dem.

De 16 deltagere er blevet udsat for mange grænseoverskridende ting i denne weekend – og langt de fleste har taget det i stiv arm. Det har simpelthen været den vildeste oplevelse at se, hvordan mennesker i løbet af en weekend kan udvikle sig – og det har været en øjenåbner at se, hvordan mennesker reagerer utrolig forskelligt på at komme ud af sin komfortzone. Nogle holder meget fast i kontrol, andre åbner sig og lader det ske, nogle griner højt og flot, mens andre analyserer det – og alt muligt andet.

Mange ville gerne have betalt lidt mere og fået et lidt mere lækkert sted – og den tager jeg til mig. Dog tænker jeg, at det kan være rart med en “SU”- venlig, hvor rammerne så er derefter. Lidt a la den her. Dog vil jeg nok ikke vælge det samme hus igen.

Det har været en weekend, hvor min kære mor er blevet udfordret i sin kogekunst. For det første skulle hun lave alt mad glutenfrit, nøddefrit, uden frugt i, uden tomat og uden laktose – OG det skulle være vegetarisk. Det skulle hun så lave i et køkken med et gammelt komfur og med remedier, hvor mange af dem, godt kunne minde om noget fra en svunden tid. Desuden er min mor ikke vant til at lave den type mad.

Men hun gjorde det – og jeg synes faktisk godt hun kan være smadder stolt – jeg er i hvert fald stolt af hende.

Jeg føler, jeg har fået en masse nye skønne bekendtskaber, en masse erfaringer og mod på meget mere.

En af deltagerne – Christina – skriver:

”Man mærker, at Ea har stor viden og erfaring med yoga og filosofierne bag, men er også fantastisk til at give det videre på en naturlig, sjov og overbevisende måde – og så har hun en super fed og personlig yoga stil. Jeg har lært rigtigt meget på denne weekend – og vil med næste gang!”

1 2 3 7